Med raketfart er Johan Lange fløjet til tops i fodboldens milliardindustri. Sådan blev en halvnaiv dreng fra Østerbro sportens mest magtfulde dansker

På Hotel Crowne Plaza i Ørestad havde Ståle Solbakken – F.C. Københavns mest vindende træner nogensinde – en eftermiddag i begyndelsen af 2014 inviteret Johan Lange til et skelsættende møde på sit hotelværelse. »Det stod klart for mig, at hvis FCK skulle lykkes, måtte vi lave en helt ny forretningsstrategi,« siger den evigt norsktalende Ståle Solbakken over en skrattende telefonforbindelse. Men først måtte nordmanden på jagt. Han var selv kort forinden kommet til klubben i anden omgang efter nogle skuffende år i udlandet, og han havde gjort sig store tanker om, hvad der skulle ske med Nordens største hold. For tiden, hvor storklubber bare kunne købe de bedste spillere, var forbi. Det var den også for F.C. København. Der skulle investeres i akademiet og hentes unge spillere fra nye markeder, som man ville udvikle og sælge med profit. Til det manglede Ståle Solbakken en højre hånd. En teknisk direktør, der kunne stå for det massive fodboldrelaterede strategiarbejde, der ligger bag spillet på grønsværen. Og Ståle Solbakken kendte Johan Lange godt. Rigtig godt. Den unge træner havde i årevis arbejdet under ham i både F.C. København og senest i engelske Wolverhampton. Han vidste derfor også, at Johan Lange i over 15 år selv havde drømt om at blive cheftræner – hvilket han et lille år forinden endelig var blevet i Lyngby. »Men jeg sagde det ret bestemt til ham,« husker Ståle Solbakken i dag: »Jeg tror, du kan blive en god træner, men jeg er ikke sikker på, at du kan blive en af de bedste. Til gengæld er jeg 100 procent sikker på, at du kan blive den bedste sportsdirektør i Skandinavien – og endnu længere end det.« Hvordan har du det i dag med den forudsigelse? »Jeg vidste det,« siger Ståle Solbakken og griner. »Jamen jeg vidste det bare.« Supermarkedets mandagstrænere En lun mandag morgen klokken 9.30 8. april 2024 brænder forårssolen langsomt gennem skydækket, der hænger over det centrale London. Det er ti år siden hotelsnakken med Ståle Solbakken, og denne dag træder Johan Lange ud af et hemmeligt møde på Royal Garden Hotel ved Hyde Park. Nu som teknisk direktør, også kaldet sportsdirektør, i fodboldklubben Tottenham Hotspur. Den høje og blonde 44-årige fodboldnørd fra Østerbro er i dag med til at formulere den 141 år gamle londonklubs fodboldstrategi – og han har det primære ansvar for at eksekvere den. »Det handler om at sætte det bedste hold både på og uden for banen, og helt overordnet handler det om at sikre, at klubben har sportslig succes og derigennem øger sin værdi.« For fodbold er også forretning og er i stadig højere grad blevet det. I 2023 omsatte Tottenham for 4,7 milliarder kroner – ottendemest i hele verden. Topchefen i en klassisk virksomhed som Carlsberg risikerer dog næppe at blive overfuset i supermarkedet, fordi bryggeriet klarer sig skidt. Men i sportens verden er risikoen for den slags et grundvilkår, man må lære at leve med. For selvom fodbold er en forretning, er det også meget mere. Det er eskapisme. Det er sparegrisens hårdt tjente skillinger, barnedrømme, der aldrig dør, hverdagens sejre og nederlag. Højtflyvende eufori og dyb sorg. Johan Lange afviser dog, at han bliver skældt ud i supermarkedet. »Hvis det ikke går godt, er fansene mere bekymrede end vrede,« siger han, »men ligesom der er fem millioner landstrænere i Danmark, så er mange fans her jo også overbevist om, at de kunne købe den næste spiller til Tottenham.« Fodbold er mere end noget andet »engagerende«, og det skal det være, mener Johan Lange. Men det placerer også et enormt pres på en mand som ham. I toppen af verdens mest populære sport. For en af verdens største klubber. I en nation, der går op i det som ingen andre. Tys-tys-møde ved Hyde Park Da Berlingske møder Johan Lange foran hotellet ved Hyde Park, har Tottenham-direktøren netop holdt møde med »en af de største fodboldagenter i Sydamerika«. En time senere skal han på den anden side af parken mødes med en af de såkaldte superagenter, der repræsenterer verdens største fodboldstjerner. »Det er nok bedst, hvis I ikke skriver hans navn,« siger Lange og spadserer gennem parken iført sort jakkesæt og sneakers. Der skal ikke meget til, før Englands frådende fodboldpresse går i rundhyl. Af samme grund har Johan Lange og Tottenham også et utal af gange takket nej, når journalister har henvendt sig for at blive klogere på den for mange lidt anonyme sportsdirektør. Altså indtil nu. For Johan Lange sagde ja, da Berlingske ønskede at portrættere ham og hans vej til toppen af verdens mest populære sportsgren. For at forstå, hvad det kræver. Vi ankom dagen forinden og overværede, da Tottenham slog oprykkerne fra Nottingham Forest 3-1 foran 62.000 tilskuere på klubbens splinternye hjemmebane i Nordlondon, Tottenham Hotspur Stadium, hvor fans må punge mellem 7.000 og 18.000 kroner ud for et sæsonkort. Stadionet er da også Europas mest moderne af slagsen, har kostet i omegnen af ti milliarder kroner og stod færdigbygget i 2019. Og det futuristiske stadion skildrer på mange måder den samme voldsomme udvikling i fodboldindustrien, der også har tilladt Johan Lange at bestige branchen med raketfart. »This place is crazy« Stadionet funkler nemlig midt i nedslidte Tottenham, der er en af Londons mest udsatte bydele. I de tidlige morgentimer på kampdagen blev en mand stukket ihjel foran stadionet. »This place is crazy,« som en lokal servitrice bemærkede. Hyperkommercialiseringen af fodbold har drevet sportens udvikling eksponentielt siden midten af 90erne og blev for mange markeret, da den russiske oligark Roman Abramovich købte fodboldklubben Chelsea i 2003. »I England har der været professionel fodbold i over 100 år. I mange år var det den lokale forretningsmand, der ejede den lokale fodboldklub, og han mødtes med sin manager hver fredag eftermiddag og drøftede verdenssituationen over en kop te,« siger Johan Lange. Under den ikoniske Manchester United-manager Alex Fergusons første kamp i 1986 kunne klubbens buschauffør sidde ved hans side. I dag er der markant flere ansatte omkring en Premier League-trup, end der er spillere i den. For med globaliseringen af sport gennem streamingtjenester og stadig dyrere tv-rettigheder er fodbold blevet en massiv milliardindustri, og det tiltrækker nye investorer. Den lokale »trofæejer« er for de fleste topklubbers vedkommende udskiftet med professionelle pengemænd, der forventer værdiforøgelse og afkast over tid, som Johan Lange siger. »De stiller nye spørgsmål og forventer nye svar.« Det er også i den forbindelse, at hans kompetencer kommer ind i billedet. Men for at finde ind til kernen af Johan Langes talent – det mener han også selv – skal tiden først spoles tilbage til 80ernes Østerbro. Kammeraterne fra Kartoffelrækkerne Johan Lange er ærkekøbenhavner. Han blev født i 1979 og er opvokset med sin lillebror i et akademisk hjem i Kartoffelrækkerne. Moren, Birgitte Holmberg Pedersen, var retspræsident ved byretten i Helsingør. Faren, Jakob Lange, var studiechef på Københavns Universitet og gruppeformand for SF i Borgerrepræsentationen. »Men jeg har aldrig været under et pres hjemmefra for at skabe mig en særlig karriere,« siger Johan Lange. Hele sin barndom fik han rum til at dyrke sin store passion for fodbold i den lokale Østerbro-klub B.93, hvor Johan Langes mor ofte agerede chauffør til weekendens stævner. Det husker Nicolai Bo Hjeds også tydeligt. Som stor teenager blev han træner for Johan Langes årgang, en flok otteårige drenge, der også rummede senere Superliga-spillere som Morten Karlsen og Daniel Jensen. »Jeg boede selv i området, og selv efter en hel dag med kampe kunne man ud på aftenen finde dem på gaden med en fodbold,« siger Nicolai Bo Hjeds, der trænede Johan Langes årgang, indtil de nåede efterskolealderen. »Johan har altid været en af gutterne, og det sammenhold, de drenge havde, var helt unikt.« Båndene blev da også så stærke, at mange omkring årgangen – inklusive Johan Lange – stadig mødes en eller to gange om året, når kalenderen tillader det. »Det siger meget om Johan og det, han er rundet af. Det er Foreningsdanmark, når det er allerbedst,« siger Nicolai Bo Hjeds. Det er Johan Langes fundament. Den ultimative »people business« På grønsværen var Johan Lange midterforsvarer og en naturlig anfører, men da hovedet var hurtigere end fødderne, blev han i 1998 efter gymnasiet tilbudt at blive assistenttræner for U12-holdet i B.93. Lønnen var en træningsdragt, men året efter fik han 500 kroner om måneden. »Jeg elskede det og brugte alle mine vågne timer i B.93 eller på at tænke over, hvordan vi blev bedre,« siger Johan Lange. Både Johan Lange selv og folk omkring ham beskriver i den forbindelse, at han altid har taget ansvar for mere, end hans rolle nødvendigvis fordrede. Ansvar for ikke blot sig selv, men for fællesskabet. For hele organisationen. Allerede i starten af 20erne holdt Johan Lange forældresamtaler og lavede udviklingsplaner med de unge knægte, ligesom han med Preben Elkjær, den daværende ejer, mødtes med unge spillere, de ville overtale til at komme til klubben. Unge mænd fra alle sociale lag og med vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. »Det er jo i sin essens det samme, jeg laver i dag: Jeg sidder med en ejer og skal sælge et projekt til en spiller og et ungt menneske, jeg skal prøve at forstå,« siger Johan Lange. Hvad har det givet dig? »Social intelligens, people skills.« For Johan Lange er elitesporten »den ultimative people business« (efter fire år i England har det angelsaksiske inficeret hans sprogbrug med ord som alignment, revenue streams og performance). At fodbold er den ultimative people business, er måske ikke helt skævt i den forstand, at klubber typisk bruger 70 procent af deres omsætning på 25-30 personer. Ofte unge mennesker, der fra den ene dag til den anden bliver mangemillionærer. »For succesfuldt at kunne arbejde med dem er du nødt til at kunne forstå mennesker og det, der driver dem. Det lærte jeg i foreningslivet.« Især lærte han, hvad trivsel og tillid betyder for relationerne mellem de mennesker, der skal opbygge den »præstationskultur«, han religiøst nævner ved hver given lejlighed. En læring, der dog først flere år senere skulle bundfælde sig i en ung, blåøjet Johan Lange. Hjulmand, Frank og Lange Efter en hel ungdom i B.93 besluttede Johan Lange sig for, at han ville arbejde professionelt med fodbold. Han havde ellers taget læreruddannelsen – med fokus på samfundsfag og idræt – men trænerdrømmen forsvandt aldrig, så i 2005 tog han DBUs A-licens og delte klasselokale med navne som Michael Laudrup, John »Faxe« Jensen og Henrik Larsen. I 2007 fik han sit første »voksenjob« som talenttræner i Lyngby Boldklub. Lange havnede i et »fodboldlaboratorium« med Kasper Hjulmand, der var cheftræner, og Thomas Frank, der var såkaldt transitionstræner med ansvar for forbindelsen mellem ungdoms- og førsteholdet, men hvor der stadig var en dyb forankring i foreningslivet. De to er i dag cheftrænere for henholdsvis det danske herrelandshold og for Premier League-klubben Brentford. »Når jeg ser tilbage på B.93 og Lyngby, mener jeg slet ikke, det er tilfældigt, at jeg og andre danske ledere fra samme unikke miljøer har stor international succes i fodboldverdenen,« siger Johan Lange. Og som for andre i Lyngby gik der heller ikke længe, før hans evner voksede ud af klubben. Da alt ændrer sig I 2008 spurgte F.C. København, om han ville overtage rollen som transitionstræner i Nordens største fodboldklub. Her blev Johan Lange også senere assistenttræner og lærte, hvad det vil sige at arbejde i et elitemiljø: »Jeg blev mødt af større krav og lærte, at alle detaljer altid er vigtige, når man konkurrerer på øverste hylde og skal skabe en præstationskultur.« Johan Lange mødte også »store personligheder« som cheftræneren Ståle Solbakken, ejeren Flemming Østergaard, sportsdirektøren Carsten V. Jensen og spillere som Jesper Grønkjær og Niclas Jensen. »Den ordentlige tilgang, de havde til en ung træner som mig, har jeg haft med mig lige siden. Og jeg lærte om den enorme glæde, der er ved at give et ungt menneske chancen for at udleve sit potentiale.« I de år vandt klubben flere danske mesterskaber, Johan Lange voksede fagligt og var med til at analysere modstandere som Chelsea og Barcelona i Champions League. Og selvom kravene var større, konkurrencen vildere og modstanderne bedre, var der stadig ifølge Johan Lange tale om en stærk organisation og et »fantastisk miljø«. Men for hans vedkommende skulle det snart ændre sig markant. Ståle Solbakken havde i 2011 forladt F.C. København og var i 2012 blevet udnævnt som cheftræner for den engelske klub Wolverhampton Wanderers, der netop var blevet sendt ud af landets bedste række. Og i »Wolves«, som klubben kaldes, blev den blot 32-årige Johan Lange genforenet med sin chef fra FCK-tiden. Igen i rollen som assistenttræner. En unik mulighed i det store udland, tænkte han. Og det blev da også en »fantastisk oplevelse«. Men langtfra af de grunde, man skulle tro. Hvad man kan lære af en tørretumbler For i Wolverhampton fik Johan Lange en »ahaoplevelse« af, hvordan en fodboldklub absolut ikke skal drives. »Jeg havde udelukkende været i gode miljøer i Danmark og kom over til en tørretumbler i England,« siger han og opsummerer: »Dårlig ejer, dårlig ledelse, ingen tillid i organisationen, spillerne ville væk, og man kerede sig ikke om hinanden eller gik i samme retning. Derfor vandt man heller ikke på banen.« Men du kalder det en »fantastisk oplevelse«? »Det var hårdt, da det stod på, men for en halvnaiv dansk dreng var det fantastisk at se, hvor dårligt man kunne drive en fodboldklub, selvom den havde flere ressourcer, end jeg nogensinde havde oplevet,« siger han. Læringen er for Johan Lange blevet til nogle nøgleord inden for ledelse, der også transcenderer fodboldbanen. Helt kort kan det opsummeres til ordene tillid og mening: Hvis der ikke er tillid mellem folk, og hvis de ikke føler, at de er der af en grund og indgår i en større plan med en klar retning, kan de heller ikke præstere. »Det kan godt være, du kan spille en god kamp eller to, men du kan ikke gøre det bæredygtigt og over tid. Det er jo det helt samme, der gælder for en organisation.« I Wolves fik Johan Lange også en anden åbenbaring. En mere personlig en af slagsen. »Hmm, det lyder jo som det, jeg er god til« Tilbage i London er mødet med superagenten ved Hyde Park overstået, og klokken nærmer sig 12.00 i det centrale London. En chauffør ankommer i en stor, sort Mercedes, og Berlingske sætter sig med Johan Lange ind på bagsædet. Nu går turen til Tottenhams topmoderne træningsanlæg ekviperet med et højteknologisk tv-center, et femstjernet hotel med plads til 50 gæster (den er god nok) og klubbens egen køkkenhave, hvor der dyrkes frugt og grønt til kantinen. På anlægget skal Johan Lange holde et månedligt statusmøde med sit store hold af fuldtidsbeskæftigede talentspejdere fra hele verden og vende, hvilke spillere Tottenham kunne hente i sommerens transfervindue. Et emne, han ikke vil gå i detaljer med over for Berlingske. Men da anlægget ligger en times kørsel i bakkede, stedsegrønne omgivelser nord for byen, er der rig mulighed for at komme videre med hans egen historie: Da hans og Ståle Solbakkens tid lakkede mod enden i Wolves, var klubben nemlig også på udkig efter en ny teknisk direktør. »Jeg fik lov til at repræsentere trænerteamet i ansættelsesprocessen, og der så jeg for første gang sådan en jobbeskrivelse og tænkte: 'Hmm, det lyder jo som det, jeg er god til.'« Et frø blev med andre ord plantet i Johan Lange, men han havde brug for et »sidste skub« til at opgive trænerdrømmen. Det kom, da Ståle Solbakken på Hotel Crowne Plaza et års tid senere tilbød ham at blive teknisk direktør i F.C. København. Hvor han af sin mentor fik fortalt, at han kunne blive verdens bedste af slagsen. En ubehagelig samtale Fra 2014 til 2020 var Johan Lange med til at udvikle og eksekvere F.C. Københavns strategi. Han introducerede data som et element i identificeringen af nye spillere, der blev udviklet og handlet med fortjeneste, og talentakademiet blev opbygget. Alt imens man fortsat vandt mesterskaber og kvalificerede sig til europæisk fodbold. En bedrift, der vakte stor international anerkendelse. I 2020 ringede Aston Villa, der kort forinden var blevet købt af sportskoncernen V Sports – delvist ejet af Egyptens rigeste mand, milliardæren Nassef Sawiris – og igen rykket op i den bedste engelske liga efter flere år i den næstbedste række. »De ville gerne have en sportsdirektør med erfaring fra Europa, der havde en historik for at arbejde strategisk med talentudvikling, bruge data til at identificere yngre spillere, tjene penge på dem og samtidig opbygge en bæredygtig præstationskultur,« siger Johan Lange. Tilbuddet var enormt. For godt til at takke nej. »At få muligheden for at arbejde i Premier League er helt unikt. Ståle, som jeg skylder enormt meget, udviste stor forståelse for, at det var noget, jeg måtte kaste mig ud i.« Også selvom det for en notorisk samvittighedsfuld Johan Lange krævede »en ubehagelig samtale« med Solbakken og et par dages kølig luft mellem de to, mens FCK-manageren forsøgte at få Aston Villa til at betale et millionbeløb for hans fodboldstrateg. I sommeren 2020 faldt det på plads, og Johan Lange blev kastet for løverne. Søvnløs i Birmingham For samtidig med at flytte hele familien – hans australske kone, Martha, og deres to børn – til Aston Villas hjemby, Birmingham, under coronanedlukningen, ankom Johan Lange under en forlænget transferperiode. Normalt er sommertransfervinduet for at hente nye spillere fra juni til omkring udgangen af august, men i 2020 løb perioden helt ind i oktober måned. I de første 10-11 måneder gennemgik han derfor tre fulde transfervinduer, og for en typisk sportsdirektør vil det i grove træk løbe op i seks måneder med arbejde i døgndrift. »Det var da voldsomt udfordrende. Jeg havde mine søvnløse nætter.« I Aston Villa trak Johan Lange også overskrifter med blandt andet fyringen af Liverpool-legenden Steven Gerrard fra trænerposten og salget af det lokale vidunder Jack Grealish til en engelsk transferrekord for 100 millioner pund – svarende til over 850 millioner kroner. Men Lange lykkedes i det store hele med strategien, også selvom hans nye ansatte skulle vænne sig til hans mindre hierarkiske, nordiske ledelsesstil. »Jeg forventer, at alle byder ind med den viden, de har. Herovre forventede folk altid, at jeg sad for bordenden, og det har jeg bevidst arbejdet med at italesætte: 'Hvorfor skal vi sidde ti personer i rummet, hvis det kun er mig, der skal sige noget?'« »Det taber man viden på, og det gør man ikke folk bedre af. Sådan indfrier man ikke folks potentiale. Jeg er ansvarlig for at skabe en kultur, hvor folk ikke er bange for at lave fejl. Folk må gerne lave fejl, men de skal fandeme byde ind.« Lange investerede også massivt i spillerpleje – fordi trivsel er centralt – og han hentede »ukendte« navne, der blev store stjerner, såsom Arsenals reservemålmand Emiliano Martínez, der i 2023 blev kåret som verdens bedste målmand. Og siden Johan Lange trådte ind ad døren, er Aston Villa på få år gået fra nyoprykker til Champions League-deltager. Nu er tiden kommet til Tottenham, hvor Lange tiltrådte som teknisk direktør i november 2023. En klub, der i årevis har spillet seværdig fodbold og konkurreret med de bedste, men altid er kommet til kort. En klub, der ikke har vundet ligaen siden 1961, og som skal tilbage til 2008 for at finde det seneste trofæ. Det er det, han skal stå i spidsen for at ændre på. Fodboldens René Redzepi I det, Johan Lange selv kalder »fodboldindustrien 2.0«, er der ikke behov for en »unicornsportsdirektør«, der smækker dørene op, banker i bordet og henter populære spillere til store beløb. Sådan var det engang, men professionelle investorer – ligesom Tottenhams mangeårige ejer og bestyrelsesformand, Daniel Levy – vil have langsigtede, bæredygtige værdistigninger. Først og fremmest er det umuligt, hvis ikke fodbolden er i centrum. Hvis klubben ikke præsterer, og spillerne ikke udvikler sig, så taber man penge. Han drager en parallel til LEGO, der efter en krise omkring årtusindskiftet måtte relancere sig selv »med klodsen i centrum« efter at have fjernet sig for langt fra kerneforretningen. »Fodbolden er vores LEGO-klods, og sportsdirektører med mit kompetencesæt er kommet ind, fordi vi er i stand til at opbygge en forretningsplan med fodbolden i centrum,« siger Johan Lange. Men hvorfor kan netop du det? »Jeg har fra en ung alder brugt størstedelen af mine vågne timer inden for alle dele af domænet fodbold. Det tror jeg er nødvendigt for at lykkes. René Redzepi går heller ikke ind fra gaden og laver en banebrydende ret på Noma. Det gør han efter tusindvis af timer i et køkken.« Tror du ikke på det medfødte talent? »Jeg tror mere på at arbejde målrettet. Og på, at hvis du både arbejder målrettet, meget og med noget, du virkelig brænder for, så har du en god mulighed for at lykkes.« Hvad kendetegner talent i dine øjne, både på og uden for en fodboldbane? »En høj grad af selvmotivation, en nysgerrighed og en vilje til hele tiden at lære og til at drømme stort.« Indtil videre ved Johan Lange, hvad han taler om. Men opgaven, han står over for, er større end nogensinde før. Efter en guidet rundvisning på det imponerende fodboldanlæg – der vækker mindelser om et golfresort i Florida – en hurtig frokost og det månedlige statusmøde med holdet af talentspejdere, er det blevet eftermiddag i London. Berlingskes besøg lakker mod enden. Men særligt ét spørgsmål udestår efter mødet med den fremadstormende fodboldstrateg: Ryster han aldrig på hånden? Sandheden om smerten Johan Lange er på få år blevet den højest placerede dansker i verdens mest populære sportsgren. Her skal han opbygge og udvikle en klub, der kan spille med om mesterskabet hvert eneste år. Til det har han 300 af klubbens 700 ansatte og skal sikre, at seks afdelinger går i samme retning. Fra akademi til scouting og »fodboldmetodologi«. Han skal hente fremtidens største stjerner på en fodboldbane. Første satsning er blevet den 18-årige svensker Lucas Bergvall, som Barcelona også var ude efter, og som ankommer til sommer. Oven i det og meget andet skal Johan Lange sørge for, at Tottenhams fodboldforretning vokser i værdi. Og ved hvert tilvalg står han over for tusind fravalg. Det er kun ti år siden, du stoppede som træner. Er du aldrig i tvivl om, hvorvidt du har taget munden for fuld? Har du ikke rystet på hånden? »Når der er så mange interessenter i alt, hvad man gør, så jo. Sandheden er jo, at jeg dagligt er i tvivl. Men sandheden er også, at jeg elsker ansvaret, og jeg kan godt lide at være i tvivl.« Hvad tænder dig ved at være i tvivl? »De store beslutninger kræver tvivl. Jeg kan godt lide at have en søvnløs nat. Jeg kan godt lide, at det gør lidt ondt. Jeg kan godt lide smerten ved beslutningsprocessen,« siger han. »For det vil altid være der, man for alvor kan ændre noget.« Man skal måske være en smule masochistisk anlagt for at have dit job? »Ja, det er måske rigtigt. Jeg er dårlig, hvis der ikke er noget på spil. Jeg bliver rastløs.« Det er han ikke i dag. Johan Lange er ikke rastløs, for han har nok at se til. »Tottenhams potentiale er langtfra forløst.« Han har dog ikke så travlt, at han ikke indimellem har tid til at knibe sig i armen over, hvor langt han er kommet i den verden, han brænder så inderligt for. På træningsanlægget kan han oppe fra gangen, der fører ind til hans kontor, gennem glasruder se ned på den indendørsbane, hvor de yngste på akademiet ofte spiller. »Når jeg ser de der håbefulde børn rende rundt på anlægget, tænker jeg ofte tilbage på alle timerne på grusbanen i B.93,« siger Johan Lange. »Og så håber jeg, at så mange af dem som muligt kan få deres egne drømme opfyldt, ligesom jeg har.« https://www.berlingske.dk/talent-100/med-raketfart-er-johan-lange-floejet-til-tops-i-fodboldens